Alex løber marathon - søndag den 17. sep. 1995

Søndag den 17. september var den store dag, hvor jeg sammen med 12 kolleger og 2 "kollega-påhæng" skulle høste frugterne af et halvt års forberedelser. Der var nemlig Brojubilæunm og dermed marathonløb.

Dagene forinden diskuterede vi ivrigt, hvad vi nu skulle sørge for at spise, for at være fodret korrekt op til løbet, og jeg tror, at de fleste af os fik godt med pasta i de dage.

Selv om der de foregående dage havde været flot vejr, så vàgnede jeg op til koldt, blæsende vejr og grå, regnfulde skyer. Men det hjalp ikke at bande over det, for vejret var udenfor arrangørernes rækkevidde. Med sommerfugle i maven modte jeg op til løbet. Allerede på vej ud til startstedet i Taulov stødte vi på det trafikkaos, som for mange blev kendetegnet for denne dag.

Efter et obligatorisk gruppebillede spredtes vi stort set blandt de 4.117 løbere, der deltog i Danmarks største marathonløb. Rekorden blev slået med 7 deltage!

Trafikministeren skyder en lille kanon af, hvilket tydeligt markerer løbets start. Vi er dog placeret så langt tilbage blandt løberne, så der går et stykke tid, inden vi kan begynde at bevæge os - og nå frem til startlinien. Men det varer ikke længe, inden vi kan løbe i det tempo, som vi forventer at gennemføre løbet i.

Fra Taulov går turen ad den gamle landevej mod den gamle Lillebæltsbro. Det regner stadig og blæser fra øst, så vi starter i modvind. I starten kan vi dog gemme os bag andre løbere, men efter 2-3 km er feltet allerede spredt over flere kilometer og vi kan mærke vinden.

Vi støder på et væedskedepot for hver 5 km., vi har løbet, og første depot nås hurtigere end planlagt. Jeg havde forventet et større kaos, når godt 4000 mennesker skal have vædske - hurtigt! Men det går helt gnidningsløst.

Så er det ellers op over broen, mens man har travlt med at se, om der blandt tilskuerne, skulle være bekendte. Sonny og jeg løber gennem Middelfart sammen med en flok løbere fra Københavnsomrädet. De løber med en flot model af den ny Lillebæltsbro - og høster meget bifald undervejs, for deres model. Hvis folk ikke selv klapper, skal Københavnernes friske tilråb nok få dem til det!

Efter 12 km. passerer vi Føtex i Middelfart, der er værter ved et stort frugtbord. Her kan vi få bananer og æbler til den store guldmedalje - og hvis vi ikke passer på, kan vi få en bananskrald at skride i!

Fra Middelfart går det ud mod den nye Lillebæltsbro og på denne strækning, har vi for første gang tid til at koncentrere os om løbet og de efterhånden 15 km., vi har løbet.

Men vi har i flere måneder set frem til turen op over den ny bro, og vi nyder det i fulde drag, trods silende regn. Det er simpelthen en fornøjelse at løbe på broen, hvor der er mange tusinde mennesker, der kigger på. Vi skal faktisk koncentrere os lidt, for ikke at sætte tempoet op under de mange tilråb.

Efter at broen er passeret, går det mod Snoghøj og Erritsa. Nu er vi for alvor på en strækning, hvor der ikke er tilskuere, og det giver automatisk tid til, at tænke på, at de 20 km. er passeret. Det kan selvfølgelig mærkes i benene og på kroppen. I Erritso har Fritidsklubben fyret op under noget hæftigt live-musik, der giver én lyst til slå sig ned og nyde en kold pils istedet for dette vanvid! Men straks herefter passeres den vej, hvor jeg bor. Her har jeg strategisk placeret et par bananer, idet jeg mente, der var lidt langt mellem frugtdepoterne. Et par km. før jeg nåede til disse bananer, kom jeg til at tænke på, hvor mange labere, der mon havde været ude og tisse lige der, hvor mine bananer var gemt! Nå, hvad man ikke ser, det har man jo ikke ondt af - og bananerne smager godt!

Så går det ellers ned ad bakken - Røde Banke - mod vejen ind til Fredericia. Efter 26 km. bliver jeg overladt til mig selv. En gammel skade i Sonnys knæ tvinger ham til at udgå. Jeg er stadig ved godt mod og fortsætter ufortradent. På vejen ind til Fredericia begynder jeg at overhale andre løbere, der går. I Fredericia skal vi helt ud til Østerstrand, hvor der er væskedepot ved 30 km. Fredericia by skuffer mig meget ved, at der stort set ingen tilskuere er. Det kan næsten ikke være vejret, der holder folk væk, for for første gang på turen, regner det ikke. Ved 30 km. depotet begynder trætheden at melde sig. Jeg får strukket mine ben godt igennem og opmuntres af en ældre løber, der siger: "Nå, hvad fanden, vi skal jo videre. Kaffen venter derhjemme!". Han stopper dog igen efter et par hundrede meter, for at snakke med nogle bekendte.

Turens sidste alvorlige bakke går op ad Prangervej, hvor jeg stort set kun møder gående "løbere". Jeg overvejer selv lidt, at sætte tempoet ned i gå-tempo, men jeg ved, at hvis jeg kommer dertil, så er det meget svært at komme ordentlig igang med at løbe igen, så jeg fortsetter. Istedet lover jeg mig selv, at når jeg kommer til frugtdepotet ved Fotex Vest, så må jeg gå lidt!

Men jeg er ikke så god til at overholde aftaler, så jeg løbere videre - ud på den strækning, som jeg inden løbet har frygtet mest. Turen fra Fredericia til Taulov er åben og lidt kedelig. Her er, ganske som jeg havde forventet, ingen tilskuere, og man er overladt til sig selv og sine ømme ben.

Det er efterhånden meget få, der løber. Langt de fleste kommer gående. Jeg kæmper mig videre og når forbi Hejse Krydset, hvor et tambourkorps opmuntrer os løbere og de trafikanter, der også her sidder fast i en stor hjælpeløs klump omkring rundkørslen.

Regnen er begyndt igen og der er ikke meget opmuntring at hente på strækningen. Jeg holder mig selv oppe ved at give nogle af mine lidelsesfæller opmuntrende (synes jeg selv) bemærkninger. En af dem ser ud til at være noget medtaget. Han siger "Jeg har lige fået en ordentlig hammer i hovedet", hvilket jeg konkluderer må være det samme, som at have mødt den berømte mur. Jeg selv ser frem til at få et sekunderkort hvil ved væskedepotet ved 40 km. Ved de 38 km. kan jeg stadig ikke se depotet, selv om vi er ude på åbent land. Shit! Har de valgt at sløjfe det depot, fordi vi er tæt på mál?

Jeg synes, at der er ved at være lidt langt mellem km. mærkerne, så jeg prøver at øge tempoet lidt. Det går tilsyneladende godt og jeg når hurtigt både 39 km. og 40 km. - stadig uden udsigt til noget depot. Op i r... tænker jeg. De sidste par km. kan jeg godt klare. Alligevel dukker depotet op, da jeg har løbet ca. 40,5 km. Og så går det ellers mod mål. Mine Københavner-venner med bromodellen dukker op foran mig og jeg bestemmer mig hurtigt for, at de skal overhales inden mål.

Det bliver de og jeg når ind på opløbsstrækningen, hvor der heldigvis stadig er mange tilskuere, der kan opmuntre mig de sidste par hundrede meter ind i mål.

Jeg får slet ikke set min mål-tid, men får stukket en flot medalje om halsen og får lavet de obligatoriske strækøvelser. Man bliver hurtig kold og jeg forsøger at holde varmen med en gang pasta med spinat og masser af hvidløg. Det smager bare godt, men så kommer trætheden. Jeg kan næsten ikke gå på benene mere. Jeg skal bare have et sted at sidde ned, så jeg kan spise min pasta. Jeg er lige ved at låne en campingstol, der ligger i en tilfældig trailer, men finder istedet en kantsten, hvor jeg kan sidde.

Så blev det endelig overstået, og jeg har det bare godt med, at jeg har gennemført - og estimeret løbet så godt, at jeg kunne løbe hele vejen. Jeg nåede ikke at opleve de store smerter undervejs og jeg mødte heller ikke den berømte mur, og da jeg ikke havde noget mål mht. tiden, så kan jeg jo kun være tilfreds.

Jeg har sagt, at hvis jeg ikke kommer på arbejde mandag pga. træthed eller lignende, så er det en feriedag, men selvfølgelig skal jeg på arbejde. Man skal vel have lov til at blære sig med den flotte T-shirt med bro-marathon på!

Og så er det også spændende at høre, hvordan det er gået med kollegerne.

Vi var 16, der i mere eller mindre kädhed, sagde ja til at deltage. Vi var 15, der fik trænet så meget, at vi følte os klar. Og vi var 12, der gennemførte. Det synes jeg er fantastisk flot, især da hovedparten af os var marathon-debutanter.

Lad os se, hvor mange, der har fået blod på tanden til et marathonløb mere! Jeg kunne godt tænke mig at forbedre min tid en gang!

Hvordan er det at løbe et marathonløb?

Jo, det fandt 13 Bankdatafolk og påhæng til yderligere 2 kolleger ud af den 17. september 1995, hvor Taulov Motion havde sørget for at arrangere Bro-marathon lige uden for vores døre!

Et møgvejr kunne ikke stoppe os. Vi havde trænet i ca. et halvt år, og nu skulle det være. 4.117 marathonløbere stod klar i Taulov kl. 11 - med udsigt til gråt vejr, masser af bilkøer, våde tilskuere og en række andre prøvelser og strabadser, der skulle overvindes, inden man igen kunne stå i Taulov - i målet, der lå 42.195 meter foran os.

Alle Bankdata-deltagerne kunne meddele, at det var en meget stor oplevelse at løbe turen. Det, at der er tilskuere på, gør turen til noget helt helt andet, end de mange træningsture, hvor man har masser af tid, til at have ondt af sig selv.

Turen over den ny Lillebæltsbro var en enestående oplevelse, som vi havde glædet os til lige siden, vi (for fleres vedkommende) i kådhed tilmeldte os løbet, for ca. et halvt år siden.

Bankdata leverede lækkert tøj til løbet. Selv om det regnede, var tøjet stort set tørt.

Det var først, da vi havde passeret broen og dermed de store menneskemasser, at trætheden så småt begyndte at melde sig. Ved 30 km. mærket var de første faldet fra og vi andre kunne godt mærke, at 30 km. er langt på benene. Heldigvis havde vi mange lidelsesfæller på den sidste del af turen mod Taulov - den strækning, der var frygtet mest, på grund af det åbne landskab og de få tilskuere.

Men målet var så tæt nu, så det kunne ikke gå galt. Ved målet i Taulov stod mange og klappede og oplevelsen over at have overstået - og gennemført - løbet, var ubeskrivelig.

Det er ikke til at forklare, hvad der sker, men det må være noget med, at det, man har drømt om og kæmpet for i et halvt år, endelig går i opfyldelse. Forestil jer, at I har knoklet hårdt på et projekt i lang tid, klaret mange problemer undervejs og haft en del overarbejde, for at holde tidsplanen. Nu sidder I efter igangsætningsweekenden og kan se tilbage på en veloverstået igangsætning, hvor bankerne og ledelsen roser jeres produkt og igangsætningen. Gang den oplevelse med 2-3 stykker, så kan I forstå den følelse, der er ved at gennemføre et marathonløb, hvor der jo også er tale om en slags projektforløb, der til sidst skal gå op i en hajere enhed.

Hvis jeg blev spurgt lige efter løbet, om jeg ville gøre det igen, så var svaret klart NEJ. ...men...... Jeg har fået blod på tanden! Min tid skal forbedres!

Næste gang bliver det måske København, Berlin eller Storebæltsbroen, der skal bekæmpes!